18
Jun

En simpel lovforenkling, tak

Som brancheforening for autoriserede forhandlere af moderne og bæredygtige brændeovne, ser vi gerne at to love samles til en af hensyn til kunderne og branchen.

Aktuelt regulerer to lovgivninger i princippet de samme intentioner, nemlig at sikre renest mulig luft, hvilket vi naturligvis støtter.

Den ene lov, den såkaldte 2003-lov, pålægger alle boligkøbere af bolig med brændeovn e.l. fra før 1.januar 2003 at udskifte denne til en model, der efterkommer de nyeste standarder, og det er i henhold til denne lov køberens ansvar, at registrerer udskiftningen via tinglysning.dk.

Den anden lov – 2008-loven - giver kommunerne mulighed for at tvinge boligejere med brændeovn i områder med naturgas eller fjernvarme til at udskifte eller nedlægge brændeovn e.l. hvis disse er fra før 1.juni 2008. Hvem, der reelt sikrer, om dette sker, synes imidlertid meget usikkert.

Vi vil som branche naturligvis gerne sælge nye brændeovne, men dette vil ikke være praktisk muligt, hvis flere kommuner mere eller mindre tilfældigt men samtidig beslutter, at ovne fra før 2008 skal skiftes. Dermed er eneste alternativ, hvis man vil være lovlydig borger, at lukke skrotte brændeovnen.

Med 2008-loven kan kommunerne tvinge udvalgte boligejere til at bortskaffe noget, man har handlet i god tro – endda uden kompensation – og tilmed tvinge boligejerne til at smide noget brugbart væk eller købe nyt, hvilket er spild af ressourcer.

Endeligt er der også det forhold, at brændeovne er eneste energikilde, der ikke er afhængig af andre energikilder, hvilket er værd at have i baghovedet, når man tænker på preppring og forsyningssikkerhed i øvrigt.

Ved at afskaffe 2008-loven, der på ingen måde er gennemtænkt hverken overfor forbrugeren, producenter eller detailbutikkerne, vil ligestille alle boligejere med brændeovn - der er ca. 700.000 af slagsen – og gavne os alle, da 2003-loven er langt mere medgørlig, retfærdig og kontrollerbar.

FAKTABOKS

Ifølge den seneste måling, har Danmark noget af den reneste luft i verden.

Ca.77 pct. af den målte luftforurening kommer fra udenlandske kilder.

Ifølge seneste opgørelse er der ca. 540.000 boliger med brændeovn, hvortil kommer ca. 137.000 ubeboede boliger (sommerhuse e.l.).

Det skønnes, at ca. 400.000 brændeovne i Danmark er produceret før 2008, og Miljøministeriet – nu Miljø- og Ligestillingsministeriet - har tidligere vurderet, at ca. 220.000 af brændeovnene er placeret i områder med fjernvarme eller naturgas.